Avlens historie i DK

En lækker unghoppe, resultat af målbevidst avl

Avlens udvikling i Danmark

Formålet med denne artikel er at give et historisk billede på avlen fra starten til dag – en periode godt 50 år.

Grundlaget for avlen var islandske traditioner
Pionererne Gunnar og Marit Jonsson startede med islænderne, og sammen med andre ild-sjæle besluttede de sig for at anskaffe islandske heste som rideheste i 1960’erne. De fik allerede fra begyndelsen systematiseret og skabt regelsættet for avlen af islandske heste. Udfordringen var at kombinere det bedste fra den islandske avlstradition med de vilkår, som eksisterer på det europæiske kontinent.
I Island har man kun én hesterace, så der vil aldrig være tvivl om hestens racerenhed, som er én ud af flere udfordringer i Danmark. Grunden til at racerenheden har så stor betydning her i landet er, at det kun er islændere, der har gangarterne tølt og pas, og risikoen ved blandingsavl er netop, at disse særlige gangarter kan forsvinde fra den islandske hest i Europa. Så for at undgå en blandingsavl, måtte man så være mere large med kvalitetskravene til hopperne, blot de var renracede, og kun fokusere på kvalitetskrav af hingstene for at sikre en styring, der ikke motiverede til blandingsavl. I Dansk Islandshesteforenings historie har der flere gange været forslag om fri avl for alle islandske hingste i DK, men her er det lykkedes at hol-de fast i nogle rimelige minimumskrav til vore avlshingste. Der har i mange år været en stor import af gode avlshingste til landet, så det har været nemt at tilfredsstille efterspørgslen. Kravet om at hingstene skal fuldkåres med en minimumskarakter på 7,75 senest i det syven-de leveår har tilsyneladende ikke medført nedgang i antallet af føl.

Skal der være krav til hopperne?
Spørgsmålet om man i dag ligeledes skal stille krav til vores hoppemateriale er ofte genstand for store diskussioner og er uden tvivl et af de største dilemmaer i dansk avl. Fordelen ved at alle renracede hopper kan bruges i avlen er, at alle hesteejere kan få den skønne oplevelse, som det er at få føl, og det er måske én ud af mange årsager til, at hesten er så populær. Stør-stedelen af vores føl er sandsynligvis skabt ud fra et ønske om et hyggeligt hobby-tiltag, ”det kunne være sjovt med føl i baghaven”. Denne mulighed er uden tvivl også en vigtig årsag til, at der gennem tiden ikke har udviklet sig en blandingsrace eller parallelavl på islændere uden papirer, hvilket der var små tendenser til i 1970’erne og 80’erne.  Ulempen ved at alle hopper må bruges i avlen fra de er 3 år er, at der stadig avles føl, som enten gangartsmæssigt eller adfærdsmæssigt ikke er så attraktive som rideheste pga. moderhoppens dårlige kvalitet. Dette er så en præmis, vi må acceptere.
Der var en kort periode i 1990’erne et forsøg med at bygningsbedømme treårshopperne. Forsøget stoppede dog hurtigt, da det er vanskeligt at vurdere en unghoppe, og stort set umuligt at vurdere hestens rideegenskaber i så ung en alder. Og da det i sidste ende er ride-heste, som vi ønsker at avle, så er bygningen jo kun sekundær i netop den sammenhæng. Avlsmålet for vores race er, at have fokus på at avle gode rideheste, der er smukke at se på, hvilket samtidig er begrundelsen for, at rideegenskaberne har en større vægtfaktor ved kå-ringsbedømmelserne end hestens bygning. Så i den sammenhæng giver det ikke nok værdi blot at bygningsbedømme avlshopperne, hvis man skal vurdere deres avlspotentiale.

Hvordan er det så gået med kvaliteten af dansk avl?
Jeg har valgt at undersøge kåringsresultaterne for danskfødte heste, som et kvalitetspara-meter for dansk avl. Her har jeg valgt at vurdere antallet af danskfødte heste, der har opnået en kåring med karakteren 8 eller derover – i folkemunde kaldet første klasse. Det er et smalt parameter, men interessant nok at bruge som målestok.
Den første hest, som opnåede dette resultat (i 1975) var hingsten Eldjarn fra Langelandsgår-den, som var kommet til landet som moderlivsimport. Så gik der 8 år før endnu en danskfødt hest kom i første klasse, det var Logi fra Gadelandsgården i 1983, og igen måtte vi vente 8 år før den næste danskavlede hest kom igennem nåleåret. Denne gang hoppen Röskva fra Økobo i 1991.  De efterfølgende 10 år steg antallet kun meget begrænset og først i 2003 blev antallet 2-cifret nemlig 17 danskfødte heste i første klasse. Frem til år 2007 var det ty-deligt, at der blev kåringsbedømt flere gode heste i ulige år – dvs. de år hvor der blev afholdt VM for islandske heste, da avlere var interesseret i at repræsentere Danmark i avlsklasser-ne. Denne tendens med overvægt i ulige år er i dag forsvundet, og med ca. 30-40 danskfødte heste om året, der klarer de magiske 8, så må vi sige at være på rette vej.  Mange avlere har heldigvis fået øjnene op for, at det er nødvendigt med en rigtig god avlshoppe for at lave gode resultater.

Avlen startede med 4 danskfødte føl i 1967 og har været tæt på at runde de knap 3000 føl, så selvom vi kommer til at opleve en nedgang i antallet af danskfødte føl de kommende år, må vi formode, at kvaliteten er stigende, selvom vi fortsat kun stiller krav til vore avlshingste.

Maria Ammitzbøll, 2014 medejer af stutteri Krafla, avlsleder i DI 2007-2009.