Sommereksem - ikke blot et avlsproblem

Danskfødte heste har sjældent sommereksem.

"Sommereksem – lad os ikke kun tro, at vi kan avle os ud af problemet”
I oktobernummeret af Tølt 2005 er der en interessant artikel om sommereksem skrevet af Fie Bøckel, der afslutningsvis konkluderer, at der vil blive fremsat forslag til generalforsamlingen om særlige restriktioner på avlsheste, der har sommereksem.

Anderledes hestehold
Jeg er meget enig med forfatteren i, at sommereksem er et stort problem, som det er nødvendigt at tage meget alvorligt. Problemet er voksende set i sammenhæng med, at det stort set ikke eksisterede for bare 25 år siden. Dengang var de fleste islandske heste i Danmark importeret fra Island, da den danske avl endnu var på et beskedent niveau målt med nutidens øjne. Det var ikke alene avlen, men også de miljømæssige forhold, som var anderledes dengang. De fleste heste gik på større folde, hvor der var mere plads og ikke som i dag, hvor hestene generelt går på mindre folde af hensyn til orme-afgræsning og stribegræsning for at undgå fedme hos hestene. Til de store stævner gik hestene på store fællesfolde, og boksene var forbeholdt hingstene - i dag er det helt usandsynligt at stævnehestene skulle gå på fællesfold. Holdningen blandt ryttere har ændret sig, hvilket er naturligt, når man tænker på prisniveauet på mange heste. De fleste hesteejere vaccinerede ikke deres heste, og når det endelig skete, så drejede det sig primært om stivkrampevaccinationer. Det var de færreste, som udsatte hestene for det vaccinationsprogram, som der i dag stilles krav om at konkurrenceheste skal opfylde, og brug af abortvirus til hopperne var meget lidt anvendt.

Måden at holde islandsk hest på var altså på flere måder lidt anderledes end i dag. Mange ting har ændret sig, og det er ikke kun vedrørende hesteholdet, men også blandt os selv (mennesker) at vi har fået nye ”såkaldte livsstilssygdomme”, der ikke var så almindelige i 1980’erne.

Miljømæssige faktorer
Hvorfor er dette interessant i diskussionen om sommereksem? Jo, for den artikel som Fie Bøckel henviser til på DIs hjemmeside (FEIF avl) påpeger meget tydeligt: ”at der er meget store problemer med diagnosen af sommereksem, da sygdommen afhænger meget af miljøet”. Og eftersom netop de miljømæssige vilkår har forandret sig meget på 25 år, så kan det være, at en del af årsagen MÅSKE kan findes der. Hos mennesker har vi i dag kendskab til, at allergiske sygdomme og reaktioner er stærkt påvirket af miljømæssige faktorer, og det er ikke alene i generne, at årsagerne til allergi skal findes. Vi ved også, at allergi hos mennesker kan fremprovokeres af miljømæssige/sociale faktorer, og måske er dette også tilfældet hos heste? Dette vil være meget spændende at undersøge grundigt, men det er uden tvivl et stort og vanskeligt arbejde. Denne slags undersøgelser kræver et omfattende analysearbejde og indsamling af en meget stor datamængde, som bliver besværliggjort af de fak-tiske forhold, at hoppe og føl som oftest vokser op i det samme miljø.

Når Fie Bøckel beskriver, at hun har erfaringer med, at en moderhoppe og hendes datter begge har udviklet sommereksem, så vil det være nærliggende at spørge, om de har levet det samme sted? Sagt med andre ord, det er ikke let at vide, om det er de arvemæssige eller de miljømæssige forhold, som har udløst eksemen. Ligeledes er der mange andre eksempler på hopper med eksem, der ikke avler afkom med eksem hverken i første eller andet led, og hvor moderhoppens eksem blev stærkt reduceret, efter at der først blev taget hensyn til den geografiske placering af moderhoppen.

Grundig dokumentation nødvendig
Ved alvorlige sygdomme er det nødvendigt, at konklusionerne tages på et veldokumenteret grundlag. Det har vi endnu ikke i dag på området med sommereksem blandt islandske heste. Der er for nylig foretaget en undersøgelse af en studerende ved landbrugsskolen i Island af heste født i Tyskland i områder, hvor der findes sommereksem. Undersøgelsen er interessant, men det datamæssige antal er for spinkelt til, at man statistisk set kan anvende det i en større sammenhæng. Eksempelvis er der i undersøgelsen en gruppe på 11 heste, som er efter hingste med sommereksem, og ud af denne gruppe har 3 udviklet eksem. Det svarer til 27,3 % som er et meget stort tal, men når man så ved, at det drejer sig om en meget lille gruppe på kun 3 ud af 11 heste, så er det et resultat behæftet med så stor usikkerhed, at det næsten er statistisk uanvendeligt. Hvis de 3 sommereksemsheste tilmed kommer fra det samme område, så er det vanskeligt at vurdere, om det er hingsten eller de miljømæssige forhold, som er den primære årsag. Under alle omstændigheder, så er det for spinkelt et grundlag til at træffe store beslutninger på.

Undersøgelse af sommereksem i 1980erne
I midten af 1980’erne blev der lavet en undersøgelse af forekomsten af eksem blandt islandske heste i Danmark. Resultatet viste, at der var en stor risiko for eksem blandt hvide heste, og risikoen var mindst blandt grå heste. En af forklaringerne på dette var måske, at gruppen af hvide heste var overrepræsenteret i undersøgelsens data, og at der kun var 1 grå hest med i undersøgelsesgruppen. Hvis man dengang havde lavet avlsrestriktioner på hvide hingste, så ville det være sket på et forkert grundlag.

Frivillig basis
Jeg mener, det er vigtigt, at vi har et ordentligt grundlag og dokumentationsmateriale, før vi laver avlsrestriktioner for avlsdyr i Danmark. Det er helt fint, at folk selv vælger at tage deres egne for-holdsregler, men lad det ske på frivillig basis, så længe vi desværre ikke har veldokumenterede data nok.

I stedet for at lave regler og restriktioner på et mangelfuldt grundlag, så vil det være spændende at få igangsat undersøgelser, der forsøger at tage højde for de miljømæssige aspekter ved sommereksem – f.eks hvilken betydning har arv og miljø for vore islandske heste? Dette kunne ligeledes også være en opfordring til, at ejere af sommereksemsheste udveksler erfaringer om miljømæssige for-hold, så vi også af denne vej kunne blive klogere.

En hurtig beslutning taget på et usikkert grundlag kunne risikere at blive ”et skridt frem og to tilbage”, og så vil vi ikke være nået meget længere med problemet om 10 år.

Maria Ammitzbøll

Artikel fra Tølt, Oktober 2005